Til forsiden

Lisbeth Zornig Andersen

Lisbeth Zornig Andersen er en dansk økonom , forfatter og debattør. Hun er 42 år (født 12.2.1968 i Vanløse og mor til fem i alderen 8 til 21 år.

Lisbeth Zornig Andersen voksede op hos sin mor på Lolland og blev som barn anbragt på to døgninstitutioner. Hun blev student fra Haslev Gymnasium i 1986 og cand.polit. fra Københavns Universitet i 1994 på et speciale om spilteori. Efter studiet blev hun systemudvikler i Codan, Danske Bank og senere KMD, hvor hun i 2001 blev forretningsudvikler og projektchef. I 2006 blev hun underdirektør og senere direktør for Specialisterne ApS – et IT-firma som tilbyder de særlige kompetencer, autister besidder,  men forlod i 2009 stillingen til fordel for en Formand for Børnerådet siden 2010. Lisbeth Zornig Andersen sidder desuden i bestyrelsen for IT-Universitetet i København.

Det stod ikke skrevet nogen steder, at Lisbeth Zornig Andersen en dag skulle præsentere et så nærmest eventyragtigt cv. Tværtimod er hun selve prototypen på en mønsterbryder. Et menneske, der er lykkedes. På trods og ikke fordi. Siden 2010 har hun været formand for Børnerådet, hvor hun trækker på sine personlige erfaringer med at være svigtet som barn. Hun var desuden udsat for et seksuelt misbrug. Dette fortæller hun om i bogen "Zornig - vrede er mit mellemnavn" fra 2011.

Lisbeth Zornig stopper som børnerådsformand
Socialminister Karen Hækkerup (S) havde ellers gerne set, at den nyskabende og meget personligt engagerede børnerådsformand havde taget en tørn tre år mere, men Lisbeth Zornig Andersen vil hellere arbejde på en indsats for de dårligst fungerende børnefamilier.

Hun starter både en rådgivningstjeneste, en tænketank og en fond, der alle har det formål at skabe bedre vilkår for familier, der lever i ekstremt fysisk og mental armod, og hvor børn nemt kan lide overlast. Samtidig ansætter Socialministeriet Lisbeth Zorning Andersen til at lave opsøgende og undersøgende arbejde blandt de socialt truede børnefamilier. - Hun skal skaffe viden om, hvordan man udefra kan trænge ind i de ofte meget lukkede miljøer og hjælpe disse familier, som vi i dag ikke er særlig gode til at nå, forklarer Karen Hækkerup til Politiken.

Lisbeth Zornig Andersen kalder de tre formandsår "de hårdeste og sjoveste tre arbejdsår i mit liv". -Men som formand for 
Børnerådet skal jeg også engagere mig i emner som indeklimaet i skolerne og børns forhold til den økonomiske krise, og selv om det også er vigtigt, så er det ikke lige dét, jeg brænder for, lyder Lisbeth Zornig Andersens forklaring til Politiken. (Politiken 26. maj 2012 23.00 Indland.)

http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2012/05/26/201851.htm

 

Fortællingen om en mønsterbryder
Fra børnehjem til bonede gulve. Fra udstødt til udvalgt. Lisbeth Zornig Andersens historie startede skidt og kunne sagtens være endt endnu værre. Men den universitetsuddannede karrierekvinde, mor til fem og nyligt udpegede formand for Børnerådet, ville det anderledes.

Uddannelse eller ej
Hvem får en uddannelse? Hvor lang er uddannelsen? Og hvem gennemfører aldrig en uddannelse? Det er med til at give et billede af Danmarks sociale klasser. For danskere, der var mellem 35 og 39 år i 1999, så det sådan ud:

·                     40 % af de ufaglærtes børn blev ufaglærte.
 

·                     3 % af de ufaglærtes børn fik en lang videregående uddannelse.
 

·                     43 % af de ufaglærtes børn blev faglærte.
 

·                     18 % af akademikernes børn blev ufaglærte.
 

·                     37 % af akademikernes børn fik en lang videregående uddannelse.
 

·                     13 % af akademikernes børn blev faglærte.


Kilde: Det Økonomiske Råds rapport om uddannelse 2001.

Min barndom i helvede

Dansk dokumentar: 10. maj 2012 kl. 20:00 på DR1 Se den her:  http://www.dr.dk/DR1/Dokumentar/2012/0508082938.htm#/41633

Svigt, vold og seksuelle krænkelser var hverdag i Lisbeth Zornig Andersens opvækst. Nu opsøger hun sin fortid og dem, der lod det ske. Men rejsen tilbage til barndommen er sværere end forventet og tvinger hende til konfrontation med selv sine allernærmeste.

Det er lykkedes Lisbeth Zornig Andersen at trodse alle odds og vriste sig fri af sin umenneskelige barndom. Hun har fået en universitetsuddannelse, hun er udpeget af regeringen til formand for Børnerådet, og hun er mor til fem velfungerende børn. Men opvæksten nager. Hun har behov for at komme til bunds i sin barndom, få afdækket de sorte huller i sin erindring og konfrontere de ansvarlige og dem, der lod det ske.

Hun er den mærkelige pige i klassen. Forhutlet og sær, men alligevel den, der klarer sig bedst. De andre ved ikke, hvordan de skal tackle hende, så de ignorerer hende. Hun er alligevel ikke en trussel mod nogen. Hun prøver ikke engang at blive en del af fællesskabet eller udfordre hierarkiet.

De voksne kan heller ikke blive kloge på det 12-årige barn, der allerede har gået på fire skoler, før hun kom til deres. Det hullede og beskidte tøj, der er storebrødrenes aflagte. De kronisk betændte øjne, der får hende til at gnide sig konstant i øjnene, så øjenvipperne slides af. Vorterne på hænderne, der er så mange, at hun til tider har svært ved at klemme fingrene sammen.

På lærerne virker hun forsømt, men de må hurtigt sande, at hovedet bestemt ikke fejler noget. Hun er langt foran de andre. Så langt, at lærerne sender hende til skolepsykolog, uden at nogen forklarer hende hvorfor. Psykologen konkluderer efter en omfattende test, at der sidder en endog »yderst begavet elev« på den anden side af bordet.         

Lisbeth Zornig Andersen, som barnet hedder, bliver glad for »diagnosen.« Bøgerne og det boglige har altid været hendes fristed. Nu har hun endda fået de voksnes ord for, at det er sådan, det forholder sig. Der er imidlertid ingen derhjemme at dele glæden med. Faderen rejste, da hun var tre år gammel, og moderen er sjældent hjemme. Hun turnerer i stedet Lolland rundt fra værtshus til værtshus, fra fest til fest, mens Lisbeth oftest må klare sig selv.

Den 12-årige pige står selv op, smører selv madpakke, går selv i skole og kommer selv hjem igen. Hendes tre brødre, som i de tidlige år var hendes værn mod alt og alle, er for længst fjernet fra hjemmet. Lisbeth er alene tilbage og lever sit eget parallelle liv i forhold til resten af verden.

»Jeg var ikke noget lækkert barn som lille. Jeg var derimod et barn, alle andre havde svært ved at finde ud af. Jeg var »mærkelige Lisbeth«, der sad for mig selv i hjørnet og tidligt lærte at klare mig selv. Og jeg har klaret det – bl.a. fordi jeg har fået hjælp af samfundet, da det mest gjaldt. Jeg har på de rigtige tidspunkter mødt nogle søde og omsorgsfulde mennesker, der tog sig af mig, og som troede på mig, da det var allervigtigst. Derfor føler jeg også, at jeg i dag står mellem to verdener og ubesværet kan oversætte fra den ene verden til den anden. Jeg anser mig selv for et sandhedsvidne, der er født af og opvokset i underklasse-Danmark, og som stadig færdes hjemmevant i denne verden, men jeg kommer ligeså ofte i de lag i samfundet, der har magten til at gøre noget ved problemerne. Det er et privilegium og en forpligtelse, som jeg er taknemmelig for hver eneste dag.«

Allerede da hun var 18 år, ringede den første journalist og ville høre hendes historie, og endnu inden hun var fyldt 25, bragte Alt for Damerne en artikel om pigen med den fine uddannelse og svære baggrund. Men havde det ikke været for en næstekærlig og årvågen nabo, var det hele måske løbet ud i sandet, endnu inden det var begyndt.  

»Hr. Holst var geografilærer på min skole og nabo til os. En dag inviterede han og konen mig ind på mad og kakao. Uden at spørge vidste de, hvordan det var fat inde hos os. Det ældre ægtepar blev hurtigt et ankerpunkt i min tilværelse. Hr. Holst gik i bredriflet fløjlsjakke, røg pibe og hele hjemmet emmede af intellektuel velordnethed. De spurgte aldrig til forholdene hjemme hos min mor og mig. De hjalp bare. De lod mig sidde i timevis inde på Hr. Holsts kontor. Jeg skrev lange digte på hans skrivemaskine. Af og til diskuterede vi dem, og de gav mig digtsamlinger med hjem, som jeg kunne læse. Det var hos dem, jeg lærte at spise brie og drikke te med citron.« 

Hvorfor?
Hvordan kunne moderen svigte sine børn? Hvordan kunne faren lade sine fire børn i stikken og overdrage opdragelsen til den voldelige og alkoholiserede stedfar? Og hvordan blev Lisbeth mønsterbryder, mens hendes brødre sank til bunds og nu gentager forældrenes mønster?

Sammen med Lisbeth Zornig Andersen bliver seerne vidne til et miljø, som de færreste formentlig kan forestille sig. Lisbeth Zornig Andersen har givet de udsatte børn og unge en stemme, hun er med forrest i debatten, og hun har tidligere fortalt sin egen historie fra det, hun selv kalder bunden af Danmark.

Med ’Min barndom i helvede’ går hun et skridt videre og giver os et blik ind i en verden, hvor normer og værdier som kærlighed og ansvar ikke magtes. Og hvor årsagen til dette måske findes i at være en del af et mønster, som selv i et velfærdssamfund er uendelig svært at bryde.

Instruktør: Mette Korsgaard.  Producer: Gitte Randløv.
Kragefilm, produceret for DR med støtte fra Egmont Fonden.

  

Dokumentarfilmen ’Min barndom i helvede’ tager os med på en barsk rejse gennem Børnerådsformanden Lisbeth Zornig Andersens barndom, hvor torturlignende vold, seksuelle overgreb og massive svigt var en del af hverdagen.

 

Én efter en møder vi hendes ødelagte familie og de personer, der kunne have hjulpet - men aldrig gjorde det.  Og pludselig sad hun der så. I bødlens stue, stedfaren Jan, for at konfrontere ham med spørgsmålene ’hvorfor misbrugte du mig seksuelt og er du klar over, hvad dine handlinger har betydet for os alle? Men spørgsmålet til sexmisbruget kom aldrig. Traumerne fik overtaget.

 

Jeg var simpelthen så pissebange. Han havde en form for magt over mig. Jeg kom tilbage til tiden, hvor han jagtede min mor og mine brødre med en økse - hvor han forsøger at kvæle min mor. Jeg blev ramt af en irrationel frygt, som om jeg var en 12-årig pige igen. Han var for stor og stærk. Jeg kunne simpelthen ikke stille spørgsmålet, siger Lisbeth Zornig Andersen.

 

Total tragedie

Forud for det intense møde med stedfaderen var gået 40 minutters rørende film om en families totale tragedie. Hvordan torturen drev broderen René til selvmord, hvordan brødrene Michael og Tonys liv endte i narko, alkohol og svigt, og hvordan hendes mor i ren fornægtelse har svært ved at huske de episoder, der blev så omkostningsfulde for hende og hendes børn.

Lisbeth Zornig Andersen udviste imponerende ro og styrke, da hun med tydelig omsorg og overbærenhed introducerede sine ødelagte familiemedlemmer og de mennesker, der kunne og skulle have hjulpet. Moren, der blot så på, mens hendes lille pige blev sexmisbrugt, og faren, der havde en idé om, hvad der foregik - og valgte at se den anden vej.

Men da den ultimative hurdle skulle overvindes, og hun tog os med ind i løvens hule, slap modet op. Det var lige før vi slet ikke kom derud. Det man ikke ser, er, at vi begynder med at tage derud, men så ser jeg en økse i huggeblokken i hans forhave og går i panik. Vi blev nødt til at køre væk igen, og så tog jeg hjem og ringede først, som man også ser i filmen, siger Lisbeth Zornig Andersen.

         

Tilgiver det aldrig

I dag har Børnerådets formand forståelse for sin stedfars handlinger, og for de mennesker, der gennem social arv vokser op med et normsæt, der gør dem til bødler senere i livet. Men selv om hun har forståelse, vil hun aldrig tilgive de svigt, der førte til en ødelæggende barndom.

- Jeg har ikke tilgivet, men jeg har forstået. Jeg vil ikke have, at Jan bliver udstillet som bødlen alene. Det miljø avler bødler. Alle de her mennesker er produkter af de her miljøer. Og det er det, der meningen med den her film. Det handler om at forstå det her miljø og starte en debat om, hvordan vi kan dæmme op for de her parallelsamfund, som ikke har de samme værdier, som hoveddelen af samfundet har, siger Lisbeth Zornig Andersen. Jan har tidligere oplyst til filmens instruktør, Mette Korsgaard, at han ikke husker det seksuelle misbrug.   Kilde:http://www.bt.dk/sites/default/files-dk/node-images/139/5/5139631-.jpg

  

 

Mønsterbryder 

Lisbeth Zornig Andersen er af flere blevet kaldt en mønsterbryder og i dette portræt fortæller hun hvorfor. Hendes opvækst på Vest Lolland i druk og fattigdom har præget hendes liv, men samtidig også givet hende den styrke, der har hjulpet hende til tops i dansk erhvervsliv og altså som formand for Børnerådet. Lisbeth Zornig Andersen husker, hun som barn flere gange pakkede skoletasken og tog toget til København, hun blev først fundet af Politiet flere uger senere. Hun fortæller også om sin tid på børnehjem og om de få voksne der i hendes barndom i virkeligheden har været medvirkende til hendes lyst til livet.

Oplev Lisbeth Zornig Andersen i dette portræt og web-tv biografi fortælle åbent og ærligt om sine prøvelser i http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2012/05/26/201851.htm   (4 min.)

Kort interview kan ses og høres på:  http://www.tv2east.dk/artikler/fra-misbrugt-barn-til-boerneraadsformand

og på

http://www.korridoren.tv/dk/video_praesentation.htm?id=114110000108835  (15 min.)

 

Her kan man høre om Lisbeth Zornig Andersens barndom, der giver mange svar på, hvorfor hun idag er formand for Børnerådet. Lisbeth Zornig Andersen er født på Vest Lolland i en familie med druk og arbejdsløshed og med en fremtid i kikkerten i samme socialklasse. Hun havde tre brødre og den omsorg hun fik fra dem, mener Lisbeth Zornig Andersen, har været en af hovedårsagen til, at hun idag kan kalde sig mønsterbryder.

 


Børnerådsformand er Brønderslevmoderens besøgsveninde
Hver fjortende dag får moderen i Brønderslev-sagen, Tina Eva Jensen, besøg af formanden for Børnerådet. Lisbeth Zornig Andersen har på grund af sin egen barndom, fyldt med omsorgssvigt og sexmisbrug, opsøgt Brønderslevmoderen.

- Jeg har stor sympati for hende. Hun har ikke passet ordentligt på sine børn, men det er der en grund til. Jeg ved, hvad hun kommer fra, siger Lisbeth Zornig Andersen til Aftenshowet.
Lisbeth Zornig Andersen kommer selv fra en udsat familie på Lolland og pointerer, at vi bliver nødt til at udvikle og ikke afvikle de voksne.

- Når anbragte børn bliver 18 år, så søger de hjem til mor og far, som de har været vant til at passe på, derfor bliver vi nødt til ikke kun at straffe, men også hjælpe de dømte. Og så skal vi fortsætte med at holde børnene mere i hånden, også selvom de er blevet voksne og myndige, siger formanden for Børnerådet.

En ligeværdig relation

De to kvinder har gået i samme folkeskole, men med seks års mellemrum. - Vi kender ikke hinanden fra dengang, men vi kan huske de samme lærere, og det er i det hele taget en meget ligeværdig relation, vi har fået, siger Lisbeth Zornig Andersen, der hjælper Tina Eva Jensen med at håndtere systemet. Hun tilføjer: - Jeg kan bygge bro til det offentlige. Tina var selvfølgelig forsigtig i starten, men nu har vi hinandens fortrolighed, og jeg kan hjælpe med at mindske, at hun og systemet taler forbi hinanden. Husk på, at det er et granatchok at komme i fængsel, når man aldrig har været en del af det kriminelle miljø, siger børnerådsformanden.

Lisbeth Zornig Andersens var gæst i Aftenshowet på DR1 og diskuterede, hvordan vi sørger for, at misbrugte børn ikke vokser op og gentager den negative sociale arv. http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2012/05/10/10130412.htm